Om organisationen
Mål og midler
Et vandrerhjem er et overnatningstilbud af god kvalitet, som også tilgodeser gæsternes behov for utvunget,
hyggeligt og socialt samvær, oplevelser og aktiviteter (friluftsliv, kultur og sport) samt ikke mindst en god nats søvn. Det moderne vandrerhjem udgør også rammerne for møder og kurser - alt sammen til rimelige priser.
Vandrerhjemmene på denne hjemmeside er alle medlem af Danhostel-kæden. Bag denne kæde ligger en organisation, som løbende arbejder for vedligeholdelse og udvikling af vandrerhjemmene. I dag er vandrerhjemmene enten privat eller offentligt ejede - kommunalt eller som selvejende institutioner. Antallet af private vandrerhjem er stigende.
Bestyrelsen for Danhostel-kæden har det politiske ansvar for driften af kæden og består af repræsentanter fra vandrerhjemsværterne, vandrerhjemsejerne og vandrerhjemsbrugerne - i alt 9 medlemmer. I sin oprindelse er Danhostel Danmarks Vandrerhjem organiseret som en almindelig forening, men i takt med vandrerhjemmenes øgede inddragelse i dansk turisme er kravet om professionel og kommerciel drift stigende. Foreningen modtager ingen offentlige midler, men finansieres udelukkende af kædens vandrerhjem via medlemskontingenter.
Omsætningen på vandrerhjemmene er stor, og bortset fra hotelgæster er der ingen turister med større døgnforbrug end vandrerhjemsgæsterne. Et særligt aktivitetsområde er vandrerhjemmenes møde- og kursusvirksomhed, som typisk finder sted i vinterhalvåret. Et stigende antal vandrerhjem bruges i dag til møder og kurser, og ikke mindst på forplejningssiden er vandrerhjemmene godt kørende.
Danhostel-kæden er en frivillig kæde, hvis gennemslagskraft er afhængig af det fælles fodslag blandt vandrerhjemmene. Hovedopgaven for bestyrelsen består derfor i produktudvikling og markedsføring, således at hele kæden fremtræder med høj, ensartet kvalitet uden at vandrerhjemmenes individuelle særpræg mistes. Danhostel-vandrerhjemmene er derfor under løbende udvikling i overensstemmelse med vores gæsters forventninger.



