Hyggeligt hostel i grønne omgivelser
16. jun. 2014
Aage Krogsdam
Nyheder
Midt i et grønt område ved den lille kanal, der forbinder Roskilde fjord med Arresø, ligger det gamle vandrehjem og campingpladsen Danhostel Frederiksværk.

”I modsætning til de fleste vandrehjem i Danmark hører der til Danhostel Frederiksværk en stor campingplads, som er en naturlig del af virksomheden, der i øvrigt ejes af kommunen, men drives efter privatøkonomiske principper”, fortæller den daglige leder Margareta Andersson.  Selvom Margareta Andersson har været leder på Danhostel Frederiksværk siden 1995 røber hendes charmerende accent, at hun er svensker. Og det er ikke nogen dårlig baggrund, idet mange svenskere lægger vejen forbi vandrehjemmet året rundt. Danhostel Frederiksværk er et forholdsvis lille sted, idet der kun er 18 værelser og 10 hytter samt omkring 100 standpladser til campingvogne og telte.
”Vi er også blevet et populært sted for mindre grupper, som holder deres kurser her, især om vinteren. Disse kurser er rimeligt billige. Men det er der forskellige grupper der godt kan lide, fordi man prioriterer det sociale samvær højt samt det gode mad på stedet. Det er især lærer og pædagoger, der benytter vores faciliteter til disse kurser. Vi holder også kurser for sportsgrupper blandt andet dykkerkurser. I årets løb har vi også besøg af lejrskoler, som er her 4-5 dage. Vi har fem værelser hver med plads til fire personer med bad og toilet. De resterende 13 værelser, har fælles bad og toilet på gangen”, siger Margareta Andersson.

Book dit ophold på Danhostel Fredeiksværk her

4000 overnatninger

Alle overnatninger er inklusiv morgenmad, mens der kan bestilles frokost og aftensmad til de forskellige kurser. Totalt har danhostel omkring 4000 overnatninger om året, mens der på campingpladsen er omkring 8000 overnatninger årligt. På campingpladsen er der 10 hytter med plads til to til 6 personer og nogen af hytterne har eget bad og toilet. Danhostel Frederiksværk har åbent hele året og for uden danskere og svenskere kommer her mindre grupper fra andre lande.
”Fordelen ved stedet er, at det ligger lige midt imellem jord og sø. Få hundrede meter fra vandrehjemmet ligger Roskilde fjord, mod nord Kattegat og et par km mod nordøst ligger Danmarks største sø Arresø, hvor der er flere muligheder for rekreative aktiviteter. På vandrehjemmet kan man blandt andet leje en kano, og fra kanalen lige ved campingpladsen kan man tage sig en rotur både til fjorden og til Arresø. Desuden er her tennisbaner, som benyttes flittigt af vores gæster,” siger Margareta Andersson.

Masser af seværdigheder i området 

Mange af Danhostels gæster benytter stedet som udgangspunkt for ture i området blandt andet til Hundested. Her er havn med fiskekuttere, færge til Rørvig på den anden side af Isefjorden. I sommermånederne er der ligeledes på havneområdet en spektakulær sandskulptur-udstilling. Desuden ligger Danmarks berømte polarforsker Knud Rasmussens fødehjem i Hundested. Her er der i dag indrettet museum. Vil man besøge et af de dejlige badesteder på Nordsjællands nordkyst, ligger badebyerne Liseleje og Tisvildeleje kun 6 og 12 km fra Frederiksværk. Og for naturelskere er der adskillige gang- og cykelstier i Tisvilde hegn. Lidet længere væk ligger Hillerød, Fredensborg og Helsingør med de tre flotte slotte og andre seværdigheder.
”Selvom vi geografisk ligger i den nordvestlige del af Nordsjælland er der mange, som hellere vi bo her end i København, hvor prisniveauet er langt højere. Det tager kun godt en time med toget fra Frederiksværk via Hillerød at komme til hovedstaden. Og den relative korte afstand til København betyder at mange altid har en københavnertur med i deres program under opholdet” siger Margareta Andersson

Frederiksværk har et levende byliv med masser af butikker, restauranter, og caféer. For de historisk interesserede er Industrimuseet et besøg værd. Her kan man se og høre om Frederiksværk som en af de første industribyer i Danmark. Generalmajor J.F. Classen og kompagnonen Just Fabricius tog initiativ til bygning af et støberi i 1756. Nogle år senere gik de to foretagsomme mænd i gang med opbygningen af et krudtværk. Krudtværket producerede krudt til militære og civile formål gennem mere end 200 år og var i funktion frem til 1970´erne. I mange år blev virksomhedens maskiner drevet af vandhjul. En række ældre produktionsbygninger med vandkraft blev bevaret efter værkets lukning. De udgør i dag kernen i Krudtværksmuseet, som er verdens bedst bevarede krudtværk med arbejdende maskiner, og det ligger tæt på vandrehjemmet. I en række forskellige bygninger kan man i dag se de gamle maskiner i funktion og få et indblik i krudtfremstillingens historie.