Eventyr i Danmark 2011

25. Jul. 2011

Eventyr i DK

Fotograf: Katja Nathalie Rasmussen

Eventyr i Danmark 2011

a 3-årige Jesper fra Nærum sidste år fik en blodprop, røg sommerens ferieplaner i vasken. Nu har hans familie vundet en uges ferie i Danhostel og Politikens Lokalavisers store sommerkonkurrence.
Familien Poulsen blogger om deres oplevelser på 'Eventyr i Danmark'. Følg med her på siden fra den 17. til 23. juli. Familiens blog kan også læses på lokalavisen.dk.

Læs artiklen "3-årige Jesper fik blodprop: Nu kommer familien Poulsen alligevel på ferie"

Fredag d. 22.7 Regnfuld dag på Skagens museer
Fin morgenmad og pæne spiselokaler, vi savnede dog havudsigten fra Hirtshals 

Danhostel havde sørget for fribilletter til Skagens Museum, så der startede vi dagens udflugter. Eftersom det var regnvejr, var vi ikke de eneste, som ville på museum. Så der var lang kø, men det tog ikke så lang tid at komme ind. Børn har gratis adgang, og der var arrangeret malerskole, som man skulle betale 100,- for.

Malerierne var flotte, men adgangsforholdene var lidt uoverskuelige, så vi brugte lidt tid på at finde rundt. Museumsvagterne var meget strikse, så man følte sig en anelse overvågede, og det var ikke helt godt for børnene. Vi endte med at tage tidlig frokost i caféen, hvor der ikke var mange spisepladser, så det er nok en god idé at bestille bord i forvejen. Mad og betjening var helt i top til rimelige priser, og her var børn særdeles velkomne, der var ligefrem et lille bord med malebøger og farveblyanter.

Efter frokost gik vi så hen på Bamsemuseet, hvor Rolf havde sørget for fribilletter. Det var lige noget for børnene. Der var bamser af alle slags, nogle stillet op i meget fantasifulde tableauer. Udenfor var der en gårdhave med et legehjørne til børnene.

Bagefter fik vi gratis is på den tilhørende iscafé. Dejlig is og sød betjening, og der er en skøn blomsterfyldt gårdhave, som vi desværre ikke kunne nyde pga regnen.

Det holdt dog op, mens vi fik is, så vi gik en tur ned ad gågaden, som ligger lige ved siden af de to museer. I øvrigt ligger Anchers Hus også lige ved siden af.

Der var heldigvis en legetøjsbutik på gågaden, så børnene også syntes det var sjovt at kigge butikker.

Aftensmaden spiser vi igen på Jørgens Spisehus, da dagens ret er millionbøf med kartoffelmos. I morgen skal vi så til Djurs Sommerland på vejen hjem mod Sjælland.


Torsdag 21.7 - Herlig dag i Skagen

Efter endnu en omgang lækker morgenmad hos Conni i Hirtshals pakkede vi sammen og kørte mod Skagen. Conni advarede os om, at der godt kunne være kø fra Aalbæk til Skagen, så vi holdt kaffepause på Gl. Aalbæl Kro. God kaffe og venlig betjening. Vi havde aftalt med Rolf i Skagen, at vi kunne checke ind mellem 11 og 12, så da vi ankom, fik vi straks vores værelse. Pænt, rent og lige ved siden af legepladsen.

Rolf gav os en hjertelig velkomst, tog billede af os til vandrerhjemmets hjemmeside og svarede beredvilligt på alle spørgsmål. Han viste mig ovenikøbet, hvor der var bedst forbindelse til nettet, så jeg kunne blogge om aftenen.

Bagefter fandt vi Skagen By- og egnsmuseum, hvor Rolf havde skaffet os fribilletter til. Det var svært at finde p-plads i nærheden. Men da vi først var kommet ind blev vi overstrømmende modtaget af mussets personale. Mormor og Lejf kom også gratis ind. Vi fik lækker mad i cafèen efterfulgt af gratis is til børnene, og de hyggede sig gevaldigt med alle de børneaktiviteter, der var arrangeret. Selve museet er en slags frilandsmuseum med nogle gamle fiskerhuse, som var fint indrettede, og der var fyldig information i den medfølgende brochure.

Om eftermiddagen var vi på Grenen med Sandormen, igen en gratis tur arrangeret af Rolf. Der var mange mennesker, men naturen er flot og absolut en tur værd.

Aftensmaden indtog vi i Jørgens Spisehus ved havnen efter anbefaling fra Rolf. Det er et cafeteria, hvor også de lokale spiser. Dejlig frisk fisk, lækkert tilberedt til rimelige priser. Vi sluttede af med en gåtur på havnen, hvor vi beundrede de mange fiskekuttere, en flot bjærgningsbåd og skibsværftet


Onsdag 20.7 - Onsdag i Hjørring og Hirtshals

Vi stod op til strålende solskin og en fantastisk morgenmadsbuffet. Der var både blødkogte æg, frugt, boller, pålægschokolade og to slags juice.

Desuden bør nævnes at køkken-, spise- og opholdsfaciliteterne er helt i top her. I går aftes spillede nogle af os brætspil i spise/opholdssalen. Det var gevaldig hyggeligt at sidde og nyde aftenens fred og ro sammen med vandrerhjemmets andre gæster af forskellige nationaliteter.

Det gode vejr indbød til en strandtur, hvor vi næsten alle kom i vandet. Stranden er lige uden for vandrerhjemmet, og det er en strand med en betagende natur, masser af sand og rester af en bunker.

Som vi snakkede om, er det fascinerende, hvor forskellige strandene i Danmark er. Vi er kommet meget i Marielyst Feriecenter på Falster, hvor stranden og naturen er helt anderledes fra her i Nordjylland. Derfor er det altid en spændende oplevelse at rejse i Danmark, for landskaberne er så forskelligartede på trods af landets lidenhed.

Efter havbadet kørte vi til Hjørring, hvor vi havde en frokostaftale hos nogle af Jakobs slægtninge. På vejen nåede vi at se P. Nørkjærs Plads, som er udsmykket af Bjørn Nørgaard. Flot plads med et gennemløbende springvand/vandløb og en masse flotte skulpturer. Det var dog lidt skæmmet af dels tomme butikslokaler, dels nogle nedslidte, ødelagte legeredskaber.

Vi fik en dejlig udendørs frokost i Hjørring hos Jakobs søde familie, hvorefter vi kørte tilbage mod Hirtshals.

Ungerne var dog langt fra trætte, så vi besluttede os for at lægge turen forbi Hirtshals Fyr og Bunkermuseet på vejen til aftensmaden. Fyret og Bunkermuseet ligger under en km fra Vandrerhjemmet. Fyret var åbent endnu, selvom klokken var blevet seks om aftenen, så vi tog turen op ad de mange trin til toppen for at nyde udsigten. (Vi glemte desværre at tælle hvor mange trin, der var)

Bagefter travede vi op og ned i klitterne for at se en masse bunkere. Selve udstillingsbunkeren er kun åben i dagtimerne, men resten af bunkerne kan beses. Der er oven i købet gratis brochurer ved udstillingsbunkeren med fine kort over området. Desuden er der informative skilte på bunkerne, der fortæller, hvad de har været brugt til. Vi synes det var en spændende oplevelse, som godt kræver, at man har gode sko på og er i rimelig form.

Aftensmaden indtog vi på Restaurant Fyrklit, som ligger på det nærliggende Danland Feriecenter. Min mor mente nemlig, at hun skyldte mig en middag her. Sidst vi var her i 1986, fik jeg ikke nydt min mad, da jeg blev sendt ud for at underholde min lillebror på to, som var i pilfingeralderen. Det var skægt at se stedet igen; der var kommet en større legeplads, geder og en minigolfbane, men ellers lignede det sig selv.

I morgen går turen mod Skagen, hvor Rolf allerede har sørget for gode oplevelser til os.


Tirsdag  19/7 Sæby til Hirtshals

Efter morgenmaden pakkede vi igen vores rejsetasker og kørte mod Hirtshals. På vejen til vandrerhjemmet var vi på Oceanariet. Indgangsforholdene er lidt kaostiske, men da vi først havde fundet ind, var det en god oplevelse for alle. Vi spiste frokost i Caféen, da vejret var for ustadigt til at spise udenfor i Seafood-grillen. Vi fik dejlig mad til rimelige priser.

Ved 15-tiden var Jesper brugt op, så vi tog en gang kaffe og is i caféen, før vi vendte snuden mod vandrerhjemmet. Vi fik en hjertelig modtagelse af ejeren og fik vores værelser. Vi har familieværelse med havudsigt og bad/toilet. Igen rent og pænt og rimelig størrelse.

Nu venter vi på udbringning fra det lokale pizzeria, som vandrerhjemmet havde brochure til. Vi var for trætte til at køre ud og finde et spisested i byen, så nu glæder vi os til at nyde maden i det fælles spisesal.

 


Mandag 18/7 - Sæby på en solrig mandag i juli

Morgenbuffeten var fin, der var, hvad man kunne forvente af både cornflakes, brød og pålæg. Fra morgenstunden var det fint vejr, så vi lagde an til udendørs aktiviteter før frokost.Vi startede med minigolf ved Vandrerhjemmet; stor succes for både børn og voksne. Det koster bare et depositum at låne køller og bolde, som man får igen ved aflevering.

Derefter måtte vi altså til stranden. Maria havde fået ny badedragt, som skulle prøves. Det blæste dog for meget, og badevandstemperaturen var i den lave ende, så det blev kun til våde ben. Det er dog en lækker børnevenlig strand, som er helt flad og vandet er lavt på et langt stykke ud.

Efter den kolde dukkert fandt vi bilerne igen og kørte til Sæby Miniby, som er i den anden ende af byen. Det var en god oplevelse for alle, byggerne på stedet fortæller beredvilligt om deres arbejde, så også Daniel på 12 fik tilfredsstillet sin nysgerrighed. Børnene fik ovenikøbet lov til at tage tre stykker minitegl med hjem.

Frokosten indtog vi på Café Smeden, som har en glimrende frokostplatte. Efter frokost gik vi op gennem den gamle del af byen til Sæby Museum, som vi havde fået fribilletter til. Det var en fantastisk museumstur; der var noget for alle, skolestue, oldtidsfund, veteranmotorcykler, Barbieudstilling.

Den gamle del af Sæby er utroligt smuk, og gåturen tilbage til havnen gik via gågaden og et besøg i den smukke middelalderkirke.

Efter afslapning på Vandrerhjemmet skal vi have aftensmad på Franks på havnen, hvor de averterer med skaldyrsbuffet


Mandag 18/7 - Nærum til Sæby i regnvejr
Regn, regn, regn. Vi var tidligt oppe og nåede i fin tid til Odden færgehavn, hvor de har nogle fine kaffe- og sodavandsautomater til de ventende. Det regnede stort set hele vejen, så det var rart at være i tørvejr ombord på færgen. Børnene syntes, det var meget spændende at sejle med færge, de er vant til broer.

Vel landet i Ebeltoft, satte vi kursen mod Randers, hvor vi hjemmefra havde bestilt bord til frokost/brunch på Niels Ebbesens Spisehus. Det ligger i en gågade i et flot gammelt hus. Regnen var heldigvis stilnet af, så vi kom nogenlunde tørskoede ind på restauranten. Der var fine p-pladser lige ved siden af gågaden, så det var nemt nok.

Maden og betjeningen var i top. Der var en fin stemning i den gamle bygning, og vi fortrød bestemt ikke vores valg af spisested. Godt mætte kørte vi videre mod Sæby.

Og så tog regnen ellers fat. Det stod ned i tove hele vejen gennem Midt- og Nordjylland, men vi fik dog set noget af den flotte natur undervejs. Da vi nåede frem til Vandrerhjemmet ved 16-tiden, klarede det endelig op. Det var i øvrigt nemt at finde Vandrerhjemmet, der var fine skilte undervejs.

Vi checkede ind hos den søde mand i receptionen, fik vores linned og fandt vores værelser. Pæne værelser, med rimelig plads og bad/toilet på værelset. Alt var rent og pænt. Desværre var cafeteriet lukket, hvor vi ellers havde regnet med at spise aftensmad. Men så fik vi fin hjælp i receptionen, som kunne anvise flere spisesteder på havnen.

Igen var der god skiltning på vejen mod havnen og vi fandt nemt p-pladser. På vejen var vi lige i Fakta, som viste sig at have åbent alle dage fra 8-21. Her købte vi engangskrus, håndsæbe, kaffe, te og frugt til de næste dage.

Nede på havnen var der hyggeligt og pænt med mennesker. Vi gik målrettet mod Café Smeden, som vi havde fået anbefalet på Vandrerhjemmet. Det var et pænt sted med gode fiskeretter til rimelige priser og sød betjening. Kan bestemt anbefales. Efter en dejlig omgang af stedets fiskelasagne, forespurgte vi om havnens bedste iskiosk, som viste sig at være nabokiosken. Den havde tjeneren i hvert fald kun gode barndomsminder fra.

Vi var lige en tur nede ved stranden og dyppe tæerne og samle muslingeskaller inden vi fik is. Det var en god is, så det kan godt betale sig at spørge de lokale om hjælp til at finde gode spisesteder.

Da vi kom tilbage til værelset, forsøgte vi forgæves at komme på internettet, og vi prøver igen mandag morgen. Mandag morgen kom vi så på det trådløse internet fra mormor og Lejfs værelse, som ligger i samme bygning som receptionen. Vores værelse i annekset er tilsyneladende for langt væk fra boksen med trådløst internet


Lørdag 16/7 – store pakke- og oprydningsdag

Så er det i morgen vi vender snuden mod det nordligste af fædrelandet. Vi har glædet os ufatteligt meget og kan næsten ikke fatte, at der nu kun er få timer til afgang.

Vi har brugt dagen på tøjvask, oprydning, bilvask og pakning. Vi har også lige haft tid til en kop kaffe hos vores søde naboer, som passer hus for os, mens vi er væk. Så fik vi også set den lille ny killing, de har hentet i Jylland.

Den sidste uges tid har vi planlagt turen i detaljer. Det er nødvendigt, når man er mange afsted; vi har inviteret mormor og hendes mand, Lejf med, så vi er syv afsted. Vi har været så heldige at få fribilletter til flere seværdigheder nær de tre vandrerhjem. I Skagen har vi endog fået lovning på gratis is og kaffe hos Jonna ved Bamsemuseet. Det glæder vi os til, som Jesper sagde: “mig kan godt lide is!”

Nå, ikke mere for nu, vi mangler stadig at pakke en del. Vi skriver igen i morgen.

Modtag Danhostel nyhedsbrev

Få konkurrencer, eksklusive tilbud, rejseinfo m.m.
Danhostel Ebeltoft er klar med 4 af de 17 FN Verdensmål.

Danhostel som kæde lavede i foråret 2019 et manifest og en ny strategi med en ambition om at få FN`s 17 verdensmål implementeret i Danhostels forretning i løbet af de kommende år. Flere Danhostels har allerede taget mange af initiativerne til sig. På Danhostel Ebeltoft har man implementeret 4 af de 17 Verdensmål i den daglige gang på vandrerhjemmet.

Lejrskole på Danhostel i mere end 20 år
| Line Juhl Kronow

I mere end tyve år har Marie Kruses Skole fra Farum afholdt deres årlige lejrskoletur på Danhostel Ribe. Lærer Anders Krarup kan I år fejre, at han er med for tyvende gang.