Ferieminder fra 80erne

02. Aug. 2011

Ferieminder fra 80erne

Foto: Overnatningstempler i vandrerhjemspas fra 80erne.

Hvordan var det at bo på vandrerhjem i 1980’erne? Danhostels jubilæumsjournalist har en del af svaret og forsøger at forklare forskellen på dengang og i dag?

Rokkestenen har stadig ikke rokket sig ud af stedet, Råbjerg Mile kører stadig i topfart mod ingenting og den tilsandede kirke i Skagen er endnu ikke føget helt til. Men meget andet er ændret, siden Danhostels journalist for første gang tog på dansk vandrerhjemsferie i sommeren 1981.

Dengang gik turen til Hjørring, Aalborg, Frederikshavn og Hirtshals med skønne stop for far, mor og tre børn i blandt andet Dollerup Bakker, Mønsted Kalkgruber, Fyrkat og Budolfi Kirke.

Primus motor for familien Welinders første ud af mange danske vandrerhjemsferier var Dorte Welinder, folkeskolelærer, Danmarksentusiast og - min mor.

Ferieminder fra 80erne

Foto: Kåre og hans mor på færgen.

Hurghada eller Hirtshals

Min far vandt i Tips, og så fik de halvfattige lærerforældre pludselig råd til at tage på ferie. Hurtigt var planen klar. Ferien skulle holdes på vandrerhjem, og så blev jeg, mine to brødre og en masse bagage proppet ind bag i den røde Mazda 323.

Ferieminder fra 80erne

Foto: Bilen er pakket og klar.  

- Udgangspunktet for vores første familieferie var, at man skal kende sit eget land, før man tager alle mulige andre steder hen, siger min mor, da vi i hjemmet i Vestjylland bladrer de mange farverige feriemapper med påklisterede postkort, souvenirs, entrebilletter og private fotos med pegepile og personlige kommentar igennem, hvor der er ferieminder fra hver eneste vandrerhjemsferie i 1980'erne.

- I dag ved mange børn desværre ikke, om de har været i Hurghada eller Hirtshals. Ofte ved de bare, at der var en pool og en restaurant, og det synes jeg er en ærgerlig udvikling, siger min mor og forklarer, hvordan hendes tre børn på bagsædet, udover de sædvanlige skænderier, opførte sig noget anderledes, end børn på bagsædet gør i dag med Nintendo og DVD i nakkestøtten.

- I sad tit og så på naturen ud af bilruderne, og brugte også en del tid på at følge med på landkortet og grine ad sjove bynavne på kortet, siger hun og forklarer, at netop børneaspektet var den vigtigste grund til, at ferieformen blev vandrerhjem.

Ferieminder fra 80erne

Foto: Kåre og hans far på ferie.

- Der er altid andre børn at lege med. Tager man på ferie med to eller tre børn, så er vandrerhjemmet den optimale ferieform. Det var det dengang og det er det stadig. I dag er det dog ikke sikkert, at vandrerhjem nødvendigvis er den billigste ferieform herhjemme, for en del discount- og koncepthoteller koster mindre. Problemet med dem er bare, at der altså ikke er noget at lave på et hotel for børn. Her er det nemt og bekvemt på et vandrerhjem, siger min mor og fortæller, at man også i 1980'erne kunne købe maden færdig på vandrerhjemmet.

- Det gjorde vi kun en gang. Det var kødrand med stuvede ærter/gulerødder og rødgrød med mælk. Det var der godt nok ingen, der gad spise, så vi lavede altid selv mad. Det var hjemmelavet, vi kunne selv bestemme menuen og der var masser af penge at spare. Præcis som i dag.

Kvitteringer fra gamle dage

Entrebillet til traktoren Sandormen i Skagen: 3 kr. Entre til den tilsandede kirke: 1 kr. Entre til Gåsetårnet: 1 kr. Pris for to overnatninger for fem personer på Nykøbing Falsters vandrerhjem i 1982: 300 kr.

Ferieminder fra 80erne

Foto: Sandormen fra gamle dage.

Ved at studere kvitteringer og se på billeder af vandrerhjem i meget brune nuancer i mine forældres gamle feriemapper er det tydeligt, at meget har ændret sig. Priserne kan jo diskuteres, men ellers er det meste gradvist blevet forbedret. Min mor er i hvert fald tilfreds, for hun har igennem de sidste 30 år igen og igen brugt den tidligere Herbergsringen. Både som privatperson og i jobbet som skolelærer, og så sent som i begyndelsen af april tilbragte hun en uge på Danhostel Silkeborg.

Ferieminder fra 80erne

Foto: Gamle Færgebilletter.

- Det var en rigtig dejlig oplevelse, og jeg mener Silkeborgs vandrerhjem tilbyder alt det, et moderne vandrerhjem bør have i 2011. Man bor rigtigt godt, der er gode sanitære forhold og der er nem adgang til oplevelser, både i byen og i naturen. Der er gode legeområder til børn, og man kan vælge at lave sin egen mad eller benytte sig af vandrerhjemmets mad, som er både nutidig og sund, siger min mor og tilføjer, at det bedste som skolelærer er, at der er nem tilkørsel med både tog og bus.

Ferieminder fra 80erne

Foto: Danhostel Silkeborg - i 2011

Danmark blev udforsket

Mine forældres vandrerhjemsferie stoppede først det år, hvor familien mente, at nu var hele Danmark blevet udforsket, hvorefter turen gik til hytter i Norge og Sverige.

Og som voksen er jeg taknemmelig over, at jeg har lært Danmark at kende på en måde, som kun ferie på danske vandrerhjem formår.

- Men det er virkelig en dejlig måde at holde ferie på, fordi børnene på den måde får en viden om deres land, som rigtigt mange børn, ja sågar voksne, ikke har i dag. Og vi har så mange flotte steder herhjemme, så jeg synes det er ærgerligt, slutter min mor, der med garanti ikke for sidste gang har overnattet på et dansk vandrerhjem.

Modtag Danhostel nyhedsbrev

Få konkurrencer, eksklusive tilbud, rejseinfo m.m.
Tag på en forunderlig tur under jorden – Mønsted Kalkgruber
| Line Juhl Kronow

Man tror næsten ikke, at det er Danmark, man befinder sig i. Men ikke langt fra Viborg kan du besøge de betagende Mønsted Kalkgruber, som er blevet gjort til en moderne oplevelse med lyd- og lysinstallationer.

Danhostels bestyrelse får to nye kvindelige medlemmer
| Line Juhl Kronow

Da Danhostel afholdte deres ordinære generalforsamling på Danhostel Kalundborg d. 30. april 2019, blev der valgt to nye bestyrelsesmedlemmer. De to er Rikke Hobolt, ejerrepræsentant fra Danhostel Rømø og Kathrine Lind, værtsrepræsentant fra Danhostel Copenhagen Bellahøj.