Her er Danmarks billigste familieferie

    Cykelister

    Skøn familieferie på cykel, med overnatning på et Danhostel cykel-vandrerhjem

    Ved at gøre brug af Danhostels 16 specialiserede cykelvandrerhjem kan du få Danmarks billigste ferie

    - og samtidig giver vi her inspiration til en dejlig familieferie på cyklen.

    • Hvorfor nyde udsigten fra en lummervarm bil, når du kan indsnuse frisk, dansk sommerluft?
    • Hvorfor høre på skrigende børn fra bagsædet, når du kan nyde fuglefløjt og hyggelige humlebier?
    • Hvorfor blive træt og dvask af at holde ferie, når du kan holde dig i form og få fornyet energi til dagligdagen?

    Og hvorfor bruge masser af penge på benzin, mad og hoteller, når du ved at bruge Danhostels særlige cykelvandrerhjem kan holde Danmarks måske billigste sommerferie.

    På 16 Danhostel cykelvandrerhjem fordelt over hele Danmark, står værterne klar til at modtage dig og din familie

    Argumenterne for at se sommerdanmark fra en cykelsadel er mange, og for at få de optimale betingelser på cykelferien, så tilbyder 16 danske hostels en lang række fordele for cykelfolket.

    Fælles for de 16 hostels er, at de alle er mærket med Aktiv Danmarks cykelmærke, som viser, at de har specialiseret sig i at tage imod cykelturister. Aktiv Danmark, og herunder foreningen Cycling Denmark, arbejder målrettet mod at udvikle det danske cykelferieprodukt og markedsføre Danmark som cykelferieland, og det betyder, at de hostels, der bærer det lille, lyserøde cykelmærke, skal opfylde en lang række kriterier. Blandt andet skal der være et aflåst, overdækket rum til cyklerne, der skal være indendørs tørrerum udenfor eget rum, der skal være værksted med al fornødent værktøj og så skal der være mulighed for morgen-, middag- og aftensmad til de cyklister, der vælger en lettere cykel frem for selv at medbringe maden i cykeltasker.

    Stemning

    Stemningen på et Danhostel Cykel-vandrerhjem

    Udover at være en aktiv og billig ferie, så er cykeldisciplinen også en fantastisk måde at være sammen med familie og venner. I et aktivt fællesskab kan man nyde Danmark med lærken som lydtapet og måske et enkelt insekt klaskende mod solbrillen, og samtidig se Danmarks smukke og alt for oversete natur glide langsomt forbi på en ny og spændende måde.

    Men selvom 16 hostels fordelt over hele Danmark allerede tilbyder den unikke ordning, så drømmer man hos Danmarks Cyklist Forbund (DCF) om, at endnu flere hostels vil lade sig kvalitetsmærke, så cykelfolket på den måde kan komme Danmark rundt og være sikret en cykelvenlig modtagelse alle steder.

    - Med 16 hostels bliver der lang afstand mellem de enkelte hostels for familien med to børn på cykelferie. Derfor så vi gerne, at der var endnu flere cykelhostels, så man ville kunne planlægge cykelferien ud fra kvalitetsmærkerne. Der ligger en tryghed for gæsten ved at kunne vælge mærkede hostels, siger cykelturismechef hos DCF, Claus Rex, der dog understreger, at man sagtens kan få en dejlig cykelferie, uanset hvilke hostels man vælger. Forskellen ligger i trygheden.

    Prøv en femdages cykelferie med familien - her er ruten

    Og drømmer du nu om at komme på cykelferie, måske din allerførste, efter at have læst denne artikel om alle de dejlige hostels, så har Danhostel i samarbejde DCF udviklet en billig, femdages cykelferie, egnet til hele familien, hvor I udelukkende bor på de specialiserede cykelhostels.

    Oplevelser

    Oplevelser på ruten – Sønderborg slot og Dybbøl Banke

    Ruten strækker sig fra Åbenrå til Svendborg. Fra Åbenrå køres til Sønderborg, hvorefter turen via færgen fra Fynshav til Bøjden når til Fåborg, og herefter snor sig videre mod Svendborg. Denne tur har smukke strækninger med varierende oplevelser, hvor du blandt andet kan besøge Brundlund Slot, se Aabenraas flotte søfartsmuseum og opleve Historiecentret Dybbøl Banke, tage på natbesøg på Sønderborg Slot med spøgelser og alskens uhygge. Og så er der fuglereservater, hyggelige fiskerlejer, parker, moser, en dejlig færgeoverfart mellem Als og Fyn og fantastiske kyststrækninger.

    Vil du vide mere om denne rute, så har DCF i guidebøgerne "Cykeloplevelser i Sønderjylland" og "Cykeloplevelser på Fyn"masser af info og rutebeskrivelser omkring denne flotte cykeltur, ligesom du på Danhostel.dk har mulighed for at vinde en af de flotte cykelguider.

    For at vise, at det er Danmarks måske billigste måde at holde ferie på, med mindre man bliver hjemme på sofaen, så ses herunder et priseksempel.

    Priseksempel for to voksne og to børn under 12 år i sommerferien

    4 x overnatning (Åbenrå, Sønderborg-Vollerup, Fåborg, Svendborg) ca. 2400,-

    Færgebillet Fynshav-Bøjden ca. 248,-

    Morgenmad i 4 dage for 4 pers. ca. 600 ,-

    I alt for to voksne og to børn for fire overnatninger ca. 3248,- **

    **Priserne er udregnet i forhold til at vandrerhjemskort haves, at middagsmad medbringes i cykeltasker og at aftensmad laves på vandrerhjemmet.

    Du skal acceptere marketing cookies for at se og tilføje kommentarer.

    Modtag Danhostel nyhedsbrev

    Få konkurrencer, eksklusive tilbud, rejseinfo m.m.
    Årets Vært 2023 John Haurits
    Anette Brylov Hansen

    På Danhostels netop afholdte landsmøde i København, blev John Haurits fra Danhostel Svendborg således kåret som årets vært. Det blev han bl.a. for at give sine gæster mulighed for motion, hygge og andet socialt hvad enten det gælder en lejrskole et familietræf eller et hold kursister.

    Cykelfeberen fortsætter hos Danhostel
    Cecilie Karlsson

    Vi er slet ikke færdige med at holde den danske cykelfeber i live og derfor har vi lavet en guide til hvor du kan opleve PostNord Danmark Rundt.