HI-Q og grønt ansvar på Amager

13. Feb. 2013
Kåre Welinder

Klimasamarbejde med DONG Energy og internationalt bevis på, at de altid arbejder på at blive bedre er med til at videreudvikle den høje standard på Danhostel Copenhagen Amager.

”Fremragende service og høje standarder.” To fantastiske superlativer at få klistret på sin virksomhed, og det er lige præcis det, de har fået på Danmarks næststørste hostel på Amager.

Scroller man ned på Danhostel Copenhagen Amagers hjemmeside og vælger linket ved det nystiftede HI-Q-tegn nederst til venstre, så kan man læse mere om, hvad der egentlig skal til for at få certificeringen, som bare 145 hostels i hele verden har fået.

Men det flotte diplom, der hænger på væggen i Danhostel Copenhagen Amagers store, lyse reception, er ikke udelukkende kommet af de flotte værelser, den lækre morgenbuffet og en nypudset glasvæg til fælleskøkkenet. De er ligeså meget et bevis på, at værterne Lasse og Malou Uldahl Borch ikke hviler på de laurbær, de er blevet tildelt fra hostelkæden HI Hostel International i juli 2012, for de to nyslåede værter gør nemlig alt hvad de kan, for hele tiden at udvikle, forny og forbedre stedet.

HI-Q-certificeringen fokuserer særligt på ledelse, uddannelse af medarbejdere og tiltag for at forbedre gæsternes oplevelse af at bo på hostel, og alt dette er noget, ægteparret har gjort meget for at forbedre, siden de overtog Danhostel Copenhagen Amager for få måneder siden.

”Denne certificering er en form for kvalitetssikring der gør, at vi løbende udvikler vores produkt. De giver os en række værktøjer, blandt andet gennem gæsteratings, så vi kan kontrollere os selv og se, om tingene bliver gjort rigtigt, eller om vi kan blive mere effektive i dagligdagen,” siger Lasse Uldahl Borch, der sammen med hustruen er stolte af at være et af få hostels på verdensplan til at få HI-Q-diplomet.

”Det er et bevis på, at vi konstant arbejder på at blive bedre. Vi gør det ikke bare for os selv, men for vores gæster, så de er sikre på, altid at få de mest servicemindede medarbejdere, de reneste værelser med mere. Der er en række standarder, der løbende bliver implementeret i virksomheden, og det gode er, at det ikke bare er en kontrol af os, men samtidig et partnerskab med HI Hostel omkring, hvordan vi selv kan gøre tingene bedre,” fortæller Malou Uldahl Borch.

I årene fremover bliver en del af HI-Q-certificeringen at vise, om man har en plan for arbejdet med miljøet, men det har de allerede på Danhostel Copenhagen Amager, da det falder dem helt naturligt at tænke grønt i hverdagen. De er derfor blevet klimapartner med DONG Energy, der hjælper det unge par med at udvikle de grønne tanker.

Læs mere om Danhostel Copenhagen Amager her 

”Vi forpligter os til at købe vores strøm lidt dyrere, men er så også sikker på, at den kommer fra den reneste strømkilde fra havvindmøller. Samtidig er det et partnerskab, hvor DONGs specialister indenfor vand, varme, isolering med mere sammen med bygningsspecialister kommer og gennemgår vores hus, for at vi i samarbejde kan finde måder at nedbringe vores CO2-udslip,” siger Lasse Uldahl Borch, der bakkes op af sin hustru.

”Vi er ansvarlige omkring vores virksomhed og vil gerne have den til at fremstå med et grønt aftryk. Vi tænker grønt i alt, hvor det giver mening. Sparepærer, vandsparere, letskyl og lyscensorer, og udover at vi kan spare penge på det, så er vi samtidig med til at udvikle noget nyt, og er med helt fremme i udviklingen.”

Et andet sted, hvor det unge værtspar har vendt udviklingen på deres hostel, er ved at åbne dørene for langt flere grupper og kurser end hidtil. De senere år har en større ombygning gjort det muligt at afholde flere kurser, og det har vist sig som en stor succes.

”Der er meget stor efterspørgsel på billige mødelokaler i København. Vi ligger tæt på lufthavnen, så firmaer med afdelinger både i og udenfor Danmark kan mødes her, hvis nogle kommer ind med flyveren. Det er stadig et nyt marked for os, så vi har lige skullet tilpasse os, idet forretningsfolk forventer andre ting end vanlige hostelgæster, men det viser sig at gå fint i spænd med den renovering, vi er ved at lave på stedet,” siger Lasse Uldahl Borch og forklarer, at møde- og kursusdeltagere sætter stor pris på den fred og dejlige atmosfære, der omgiver Danhostel Copenhagen Amager. Nøjagtig på samme måde, som de mange børnefamilier og ældre par, der udgør størstedelen af de besøgende på det hyggelige hostel, gør det.

”Vi er jo et storbyhostel, men samtidig et sted, hvor man kan bo stille midt i København med en atmosfære, som også findes på mindre steder. Du kan stille bilen hos os og på få minutter tage metroen til Tivoli og Strøget og centrum af begivenhederne,” siger Lasse Uldahl Borch, der er glad for det signal det sender, at de har gratis parkering som et af efterhånden meget få steder i København.

”Vi synes det har en positiv signalværdi med gratis parkering, da det er det første indtryk, vores gæster får af os. Mange steder betaler man næsten det samme i parkering, som man gør for en overnatning, og at man ikke gør det her er virkelig noget, gæsterne sætter stor pris på.”

Modtag Danhostel nyhedsbrev

Få konkurrencer, eksklusive tilbud, rejseinfo m.m.
Lenes drøm om et vandrerhjem gik i opfyldelse – Nu er hun vært på femte år
| Line Juhl Kronow

Det er fem år siden, at Lene Hviid ved et tilfælde pludseligt blev ejer af et Danhostel. Lene drømte om at drive et lille bed and breakfast, men det blev til noget lidt større, da hun blev ejer af Danhostel Viborg.

Populært værtspar på Danhostel Esbjerg takker af
| Line Juhl Kronow

Efter 23 gode år som værtspar på Danhostel Esbjerg takker Marianne og Børge Bull af ved årsskiftet, og overlader Danhostel Esbjerg til nye værter. Hvem det bliver, vides ikke endnu, men Esbjerg Kommune er i fuld gang med processen.