Priser og klassifikation

Prisen for at overnatte på et Danhostel fastsættes individuelt af hvert enkelt hostel. Derfor kan der være en stor prisforskel fra sted til sted, i høj- eller lavsæson og for de enkelte værelsestyper. Dog vil det altid være billigere, jo flere du er villig til at bo på værelse med. Du kan finde vejledende priser for hvert enkelt vandrerhjem ved at klikke dig ind på dem på danmarkskortet. Vær opmærksom på, at alle priser er angivet for personer med et Danhostel-rabatkort eller gæstekort.

Stjernesystemet
Alle Danhostels har fået tildelt stjerner efter et stjernesystem, hvor der maksimalt kan gives 5 stjerner. Klassifikationen foretages ud fra 32 objektive kriterier, der hovedsageligt drejer sig om bygninger, værelser, fællesarealer, indretning og grundlæggende servicetilbud. Stjernesystemet tager således ikke højde for atmosfære, idyllisk beliggenhed og andre herlighedsværdier, der er betydelige for et godt vandrerhjemsophold. Alle Danhostels har familieværelser – og på flere af disse er der eget bad og toilet. Stort set alle er udstyret med standardsenge af en god kvalitet, og du er derfor sikret en god nats søvn, lige meget hvor du overnatter.