Vandrerhjem som i gamle dage
13. Apr. 2011

Stemningen er unik og rustik på Danhostel Henne Strand, der tilbyder vandrerhjemsferie med traditioner fra gamle dage

Mellem campingplads og iskiosker, moderne sommerhuse og ferielejligheder i Henne Strand ligger en lille tidslomme. Den hedder Solfang, og er under navnet Danhostel Henne Strand det eneste vandrerhjem i Danmark, der leverer vandrerhjemshygge krydret med unikt fællesskab som i de gode, gamle dage.

Væk er tv'et, væk er det trådløse netværk og væk er de bløde stole. Men det gør ikke noget.

- Vi har ingen faciliteter. Men vi har stranden. Og så er der jo torden og blæst, solskin og storm. Og nogle gange kan man være heldig at opleve morild ved havet om aftenen, fortæller Ole Møller Nielsen, der sammen med hustruen Inge er faldet pladask for det liv, der udspiller sig i sæsonen mellem 1. juni og 1. september.

Book din overnatning på Danhostel Henne Strand her 

- Vi elsker stedet, og jeg tror ikke vi nogensinde kommer herfra. Vi elsker området og det, at det første vi hører, når vi går udenfor, det er havets brusen, fortæller Ole, der selv blev indfanget af Solfangs gæstfrihed helt tilbage i 1957.

Henne Strand

Lige udenfor vandrerhjemmet kan man høre havets brusen

Fra Solfangs fællessal, der ifølge Ole og Inge er den eneste af sin slags i Danmark, viser værten rundt i det rustikke forhus, hvor fællesrummet flankeres af små soverum med køjer samt en lille gang til et anneks, der udstråler en mere moderne vandrerhjemsstil med baderum og store værelser.

Hver aften er der hygge med gæsterne i fællesstuen

- Hver eneste aften har vi ild i pejsen, og der er gratis kaffe og wienerbrød fra Købmand Hansen. Vi kan se, at mange mennesker elsker denne måde at holde vandrerhjemsferie på, hvor der om aftenen hygges, snakkes og fortælles historier ved lys, der udelukkende kommer fra stearinlys på det store langbord op på de små borde langs væggene.

Elektricitet blev først lagt ind i 1985, fortæller Ole og forklarer, at selskabelighed og havet er to af de ting, han ved Solfangs gæster virkelig sætter pris på. Og så er det jo heldigt, at det samtidig er dette, Ole og Inge selv elsker allermest ved stedet, og som med garanti kaster en historie af sig, når de hver eneste aften i sæsonen hygger med gæsterne i fællesstuen.

Henne Strand

Hygge med gæsterne i fællesstuen

Danhostel Henne Strand har som et af de få danske vandrerhjem blot 1 stjerne, og selvom mange turister formentlig surfer forbi et 1-stjernet vandrerhjem i den vilde internetjagt på det optimale logi for sommerferien, så bekymrer det ikke værtsparret fra Henne Strand.

- Der gives desværre ikke stjerner for sjæl, charme og havets brusen, siger Ole Møller Nielsen, der, hvis disse kriterier var medregnet i stjerneskalaen, formentlig kunne se Solfang stryge til tops på listerne over de bedste, danske overnatningsmuligheder. Og pyt, Mercedes har jo også kun en enkelt stjerne.

Ole og Inge har budt på kaffe og rundstykker, og mens samtalen i det lille køkken lystigt vandrer imellem Solfangs alt for lave priser, særprægede vandringsmænd og de skråskriftede gæstebøger i køkkenet fra dengang, Danhostel stadig hed Herskabsringen, så kommer ravsmeden forbi. For sådan er det på Solfang. Man slår et smut forbi, hvis døren er åben, og den lille tidslomme nyder en fantastisk opbakning i lokalsamfundet. Ravsmeden er en af de i alt 58 fastboere i Henne Strand, og da han er gået, så går snakken videre om det lille samfund.

Og præcis dette rummer essensen af det, Solfang er i 2011. En historiefortælling fra svundne tider, men hvor der hver eneste dag tilføjes nye kapitler i den enestående anekdote, der næste år kan fejre 75 år som godt selskab.

Hvad er den største attraktion i jeres område?

- Strand, natur, hinandens selskab og den oplevelse, snak med andre mennesker giver. Så er der strand og klit, og mange nyder dette på vandreture i området.

Hvad er efter jeres mening den mest oversete attraktion i nærheden af Danhostel Henne Strand?

- Fuglelivet

Hvilket land er det mest eksotiske, I har haft besøg fra?

- Vi havde besøg af en ung mand Qatar. Han ringede midt om natten og spurgte, om der var et værelse ledigt. Det var der, så han tog fly til Billund og taxa fra Billund og ankom den næste nat til os. Rejseomkostningerne bekymrede ham åbenbart ikke, men overnatning ville han ikke give for meget for, så han slap lige så billigt som vore øvrige gæster - desværre! Han skulle overraske en dansk pige, viste det sig. Om det lykkedes ved vi ikke, men imponeret er hun vel blevet - vi blev det i hvert fald.

Modtag Danhostel nyhedsbrev

Få konkurrencer, eksklusive tilbud, rejseinfo m.m.
Danhostel Helsingør bliver bestyret af ikke mindre end en ægte lord.
| Line Juhl Kronow

Lord Nicolai af Glencoe Wood siger selv, at hans liv aldrig har været bedre. Du finder også en exceptionel alsidig Danhostel vært i Nicolai, der både er musikalsk, snakkesalig og utraditionel på den fede måde.

MØD VORES VÆRTER – 10 Karin Aunstrup - værter på Danhostel Hillerød
| Line Juhl Kronow

Mød Karin, der ud over at være en garvet Danhostel vært, også har cyklet det meste af Danmark rundt på ferie.