Danhostel Rønde kåret som Årets Vært 2026

    Anette Brylov Hansen

    Personlig service, fællesskab og nye idéer har sikret Danhostel Rønde titlen som Årets Vært 2026. Prisen blev uddelt på Danhostels landsmøde den 1. november, hvor værtskabet og kædens fremtid var i fokus.

    Hos Danhostel Rønde handler et ophold om mere end en god seng. Gæsterne fremhæver igen og igen den personlige velkomst, og stedet får konsekvent høje vurderinger. Samtidig samler værterne både overnattende gæster og kursister om oplevelser som langbordsmiddage og vandreture.
    Også de små detaljer gør en forskel: En morgenmadsbuffet med økologimærke og mulighed for at bestille tapas til afhentning om aftenen er blandt stedets initiativer. Alt sammen er med til at skabe en gæsteoplevelse, der bygger på nærvær, nytænkning og godt værtskab.

    En pris, der vækker glæde
    Hos Danhostel Rønde blev hæderen modtaget med stor begejstring. Vært og koordinator Mette Udengaard skrev efter landsmødet:
    ”Vi havde en super hyggelig aften toppet af den fine pris som vi er ENORMT glade for. Tak fordi I har set os og har fornemmet at vi elsker at have gæster og yde dem en helt speciel service.” Mette Udengaard fremhæver samtidig medarbejderne og eleverne på Danhostel Rønde og roser teamet for deres store engagement og indsats for at give gæsterne en særlig oplevelse. For hende er prisen også en anerkendelse af det fælles arbejde. Danhostel Rønde er ejet og drives af fonden PGU Rosenholm, som er et uddannelsessted for unge med særlige behov. De unge STU-elever indgår også som en stor del af teamet og løfter sammen med de faste medarbejdere de mange praktiske opgaver og værtskabet.

    Værtskab, der gør en forskel
    Danhostels direktør Maria Beck-Tange glæder sig over, at prisen i år går til Danhostel Rønde:
    ”Danhostel Rønde er et rigtig godt eksempel på, hvad det gode værtskab betyder for gæsternes oplevelse. Her handler det ikke bare om at tilbyde en seng for natten, men om at skabe et sted, hvor gæsterne føler sig velkomne, og hvor der er tænkt over de små detaljer, der gør en forskel. Mette og hendes team formår at kombinere nærvær og personlig service med nye idéer og oplevelser, der skaber værdi for gæsterne. Det afspejler sig tydeligt i de mange positive tilbagemeldinger, og derfor er jeg rigtig glad for, at netop Danhostel Rønde modtager prisen som Årets Vært 2026,” siger Maria Beck-Tange, direktør i Danhostel.

    Prisen blev overrakt på Danhostels landsmøde den 1. november 2026, hvor værterne også drøftede kædens udvikling og fremtid.

    Kontakt for yderligere oplysninger:

    • Mette Udengaard, vært og koordinator, Danhostel Rønde, tlf. 30 70 60 63, meu@pgu.dk
    • Maria Beck-Tange, direktør, Danhostel, tlf. 53 51 91 11, maria@danhostel.dk

    Danhostel hædrer også kreativitet og udvikling
    På landsmødet blev tre andre Danhostels også anerkendt for deres indsats inden for sociale medier, forretningsudvikling og arbejdet med Danhostels nye visuelle identitet.

    • Årets SoMe-pris: Danhostel Copenhagen City modtog prisen for med humor, selvironi og en legende tilgang til sociale medier at skabe opmærksomhed og nå især yngre målgrupper.
    • Årets Forretningsinitiativ: Danhostel Skanderborg blev hædret for at have udviklet bryllupper i naturskønne omgivelser til et stærkt forretningsområde på trods af vanskelige rammer og restriktioner.
    • Årets Brandambassadør: Danhostel Silkeborg modtog prisen for at have taget Danhostels nye visuelle identitet til sig og integreret den i blandt andet facade, reception, beklædning og detaljer på stedet.

     

    Flere pressemeddelelser

    Anette Brylov Hansen
    Vil tiltrække flere medlemmer og tage større plads i dansk turisme
    Anette Brylov Hansen
    Danhostel tager næste skridt i udviklingen af et stærkere og mere mangfoldigt netværk af unikke overnatningssteder.