Hovedstaden mister endnu en lejrskoledestination og 1200 svømmere står uden overnatning

    Anette Brylov

    Københavns Kommune har valgt at opsige Danhostel i bygningerne på Bellahøj, som vandrehjemskæden har drevet for kommunen siden 1955.

    Vandrehjemmet på Bellahøj huser hvert år 2.000 mindre børn på lejrskole, og 2.000 børn og unge der er på idrætsophold – særligt svømning.

    Københavns Kommune ejer vandrerhjemmet på Bellahøj. De har nu opsagt driftsaftalen og lukker vandrerhjemmet 31. marts 2023, med henblik på at anvende det til andre formål. Indledningsvist til at huse flygtninge forlyder det.

    Bellahøj er særligt vigtigt for mindre børn på lejrskoler, da det ligger lidt uden for bycentrum, men stadig centralt. De store børn passer fint i midtbyen, mens man gerne vil bo med de små lidt ude, hvor der ikke er lige så meget trafik.

    ”Det er en kæmpe udfordring for de skoler, der ønsker at tage på lejrskole med mindre børn i København. Med lukningen af Amager Vandrehjem i 2020 og nu Bellahøj Vandrehjem, er der ikke nogen gode lejrskolemuligheder til billige penge tilbage, som ikke ligger i midtbyen,” udtaler bestyrelsesformand i Danhostel, Poul Kristian Mouritsen.

    Danhostel Bellahøj er også særligt vigtigt for svømmerne, da det ligger tæt på Bellahøj Svømmestadion, der er centralt for mange nationale og internationale konkurrencer og træningslejre.

    ”Det er helt essentielt for os, at København som vært for nationale og internationale mesterskaber byder på billige og let tilgængelige faciliteter til overnatning. Uden det kan det blive svært at afvikle stævner på Bellahøj Svømmestadion.” fortæller formand for Dansk Svømmeunion Pia Johansen, som supplerer med at mange danske svømmeklubbers økonomi ikke er til dyre hotelovernatninger i København.

    Lars Sørensen, der er klubdirektør for Hovedstadens Svømmeklub vurderer også at lukningen af vandrehjemmet vil være et stort tab for svømningen: ”Med Bellahøj Vandrehjem som base, har vi i mange år afviklet store svømmestævner og mesterskaber på Bellahøj Svømmestadion, hvor klubberne fra hele landet har deltaget og samtidig overnattet på vandrehjemmet. Det kan blive svært at gøre fremover, for der findes ikke andre lignende overnatningsmuligheder i nærheden” siger Lars Sørensen. Han ærgrer sig samtidig over at København kan blive et sted kun med plads til megaevents, mens de lidt mindre events, som et nationalt svømmestævne eller mesterskab, kan blive presset ud af København.

    Et af de svømmestævner det går ud over, er Danish Open i starten af april, som er et stævne med deltagelse af mange internationale profiler. Her må Bellahøj Vandrehjem nu ud at aflyse de mange bookinger i forbindelse med Danish Open, ligesom lejrskoler for 2023 skal aflyses:

    ”Vi er skuffede over at det ikke har været muligt at få en dialog om fremtiden med kommunen og at de pludseligt opsiger aftalen med den kortest mulige frist. Vi skal nu ud at aflyse overnatningen af ca. 1200 unge svømmere og 1000 lejrskolebørn fra 20 skoler, som regnede med at skulle på lejrskole i 2023 og bo på Bellahøj,” fortæller Poul Kristian Mouritsen og fortsætter:

    ”Det er også hårdt for de medarbejdere, der netop har genoprettet stedet efter en hård Coronaperiode, hvor de har arbejdet urimeligt meget, at se på at stedet bare skal lukke.”

    Bellahøj Vandrerhjem er veldrevet og hviler i sig selv. Danhostel har tilbudt Københavns Kommune en mere kommerciel aftale, for den videre drift, men har haft svært ved at få afklaring med kommunen om fremtiden.

     

    Kontakt

    Poul Kristian Mouritsen
    Formand for Danhostel
    Tlf: 23397115
    E:
    formand@danhostel.dk

    danhostel

     

    Pia Johansen
    Formand Dansk Svømmeunion
    Tlf. 23312860
    E:
    pmj@ewe.dk

    svøm

     

    Lars Sørensen
    Klubdirektør Hovedstadens Svømmeklub
    Tlf. 31146178
    E:
    lars@hsk.dk

    hs

     

     

     

     

    Flere pressemeddelelser

    Anette Brylov
    På Danhostels netop afholdte landsmøde i København, blev John Haurits således kåret som årets vært. Det blev han bl.a. for at give sine gæster mulighed for motion, hygge og andet socialt hvad enten…
    Anette Brylov
    Danhostel har siden 2019 arbejdet aktivt med FN’s Verdensmål og haft særligt fokus på de mål, som omhandler social lighed og social ansvarlighed.
    Anette Brylov
    Ny direktør vil styrke Danhostel medlemmernes betingelser og have fokus på strategiske alliancer