1 kr. for den perfekte beliggenhed

11. Jun. 2013
Kåre Welinder

Fantastisk udsigt og central beliggenhed til Djurslands mange attraktioner gør Danhostel Rønde til den optimale base for familieferien

Man er lidt skør, hvis man billigt sælger en udsigt som den over Kalø Vig, der kærtegner blikket ved et besøg på Danhostel Rønde. Endnu mere skør er man, hvis man sælger den for bare én krone, men sådan var vilkårene, da den tyske Baron von Jenisch, den sidste tyske ejer af Kalø Gods, i 1935 solgte matriklen på bakketoppen til Rønde by med den ene klausul, at bygningerne altid skulle bruges som vandrerhjem.
Aftalen blev overholdt, og Danhostel Rønde kan med sit sort-hvide bindingsværk i dag spores helt tilbage til 1939. Siden dengang har tusindvis af herbergs- og vandrerhjemsgæster nydt den fantastiske udsigt og de smukke solop- og nedgange, der dagligt bader attraktioner som Kalø Vig, Kalø Slotsruin, Mols Bjerge og  Helgenæs i rød-orange nuancer.
 

Unik udsigt

Ved et kig i galleriet på Danhostel Røndes hjemmeside oplever man da også, at netop disse øjeblikke har en helt særlig betydning for værten, norske Viggo Tømmerås.
”Jeg synes selv, at en af de bedste ting ved dette sted er udsigten. Mange overnatningssteder ser man direkte ind i en mur eller ud i en baggård, så det at opleve solen gå ned over Kalø Vig hver eneste dag, det er ganske unikt,” fortæller Viggo Tømmerås, mens vi sidder i Danhostel Røndes tilbyggede udestue, der netop er sat i verden for at få endnu større gavn af områdets natur.
Som nordmand er Viggo Tømmerås nærmest afhængig af flot natur, og derfor er det et kvalitetsstempel for Danhostel Rønde, at værten stammer fra det bjergrige naboland
 

Læs mere om Danhostel Rønde her
 

Central placering på Djursland

Fra udestuen har Viggo Tømmerås udsigt til de mange attraktioner, der findes i en radius af ganske få kilometer fra køjesengene i Rønde. Danhostel Rønde ligger blot få stenkast fra Nationalpark Mols Bjerge, hvor Danmarks 14. højeste punkt, Agri Bavnehøj, stikker op med sine 137 meter. 
”Vores gæster er begejstret for vores beliggenhed og renligheden på stedet,” siger Viggo Tømmerås og forklarer, at alle 15 værelser er med eget bad og toilet.
”Vi ligger centralt i forhold til alle områdets attraktioner. Nationalparken og Djurs Sommerland, som næsten alle vores gæster besøger. Samtidig er vi tæt på storbylivet i Århus, tæt på Grenå og kun få minutter væk fra Djurslands mange gode strande. Inden for en halv times kørsel har man alt man behøver som gæst, og når man kommer hjem om aftenen, så kan man afslutte dagen med en smuk solnedgang over slotsruinen,” siger Viggo Tømmerås og peger ud ad vinduet mod de stier og ruter, der hvert år fører masser af vandrere og cyklister fra Danhostel Rønde til Nationalpark Mols Bjerge.
”Fordi vi er et lille sted, så har vi et stort personligt engagement i vores gæster. Der er folk her hele tiden, der er altid liv, og det er en af vores store forcer overfor de mange familier, som udgør størstedelen af vores overnattende gæster,” siger Viggo Tømmerås og slutter med at fortælle, at Danhostel Rønde også har stor succes med at leje stedet ud til fester, hvor gæsterne får både festsal og alle 15 værelser til rådighed, og derved har alt samlet til en billig festløsning.

 

Modtag Danhostel nyhedsbrev

Få konkurrencer, eksklusive tilbud, rejseinfo m.m.
Tag på en forunderlig tur under jorden – Mønsted Kalkgruber
| Line Juhl Kronow

Man tror næsten ikke, at det er Danmark, man befinder sig i. Men ikke langt fra Viborg kan du besøge de betagende Mønsted Kalkgruber, som er blevet gjort til en moderne oplevelse med lyd- og lysinstallationer.

Danhostels bestyrelse får to nye kvindelige medlemmer
| Line Juhl Kronow

Da Danhostel afholdte deres ordinære generalforsamling på Danhostel Kalundborg d. 30. april 2019, blev der valgt to nye bestyrelsesmedlemmer. De to er Rikke Hobolt, ejerrepræsentant fra Danhostel Rømø og Kathrine Lind, værtsrepræsentant fra Danhostel Copenhagen Bellahøj.