Cykelferie, Sydhavsøer og Danhostel

27. Jun. 2013
Kåre Welinder

Med rigt varieret cykelterræn, stort rutenetværk og en lang række Danhostels er Lolland og Falster optimale til cykelferie for hele familien.

Jeg går og leger med en idé om at tage på cykelferie. Ved endnu ikke helt hvor jeg skal tage hen, men mine tanker bliver ved med at vende tilbage til et lidt overset hjørne af Danmark, som jeg for nylig kørte igennem i bil. Det varierede terræn, den begrænsede trafik og muligheden for at cykle kilometer efter kilometer langs vandet tiltalte mig, ligesom idylliske landsbyer, dyreparker, fantastiske strande og et væld af små landbrug og frugtplantager med hyggelige gårdbutikker gjorde, at jeg havde lyst til at springe ud af bilen, hoppe på en cykel og alliere mig med et cykelkort og en GPS.
Hjørnet af Danmark er Lolland og Falster, for de er som skabt til cykelferie for hele familien. Udover, at området tilbyder et væld af cykelruter, der alle ruller forbi øernes mange attraktioner, så er Danhostel Sakskøbing, Danhostel Nakskov og Danhostel Nykøbing Falster alle perfekte som centrale baser for benhvile og overnatninger.
 

Luksusproblem

Men jeg har et problem – et luksusproblem - inden GPS’en kan kodes ind og cykelkortet købes. Hvilken rute skal jeg vælge?
Skal jeg fokusere på det smukke Guldborgsund mellem Lolland og Falster, hvor jeg med base på Danhostel Nykøbing Falster blandt andet passerer de smukke herregårde Pandebjerg og Ny Kirstinebjerg? Eller skal jeg forsøge at nå hele vejen rundt om Falster langs kysten, og cykle omkring 130 km forbi Marielyst Strand, Stubbekøbing og krokodillefarmen ved Nørre Alslev?
Muligheder er næsten skræmmende mange, og jeg har ikke helt bestemt mig endnu. Jeg ved, jeg vil prøve en af dem, når lejligheden byder sig ved at vælge mellem de mange forslag til spændende ruter samt links til kort og rutebeskrivelser, som findes herunder.
God Cykelfornøjelse

 

Sundruten

Med start og slut i Nykøbing Falster snor ruten sig 44 km langs Guldborgsunds kyster. Fra Danhostel Nykøbing Falster går ruten nordover forbi herregårde, landsbyer, mark, skov og sundets kuperede kystlinje, inden der svinges vestover til Lolland via broen ved Guldborg. Herfra køres der igen sydover, forbi Hjelm Ø, Hamborg Skov og tilbage over broen til Nykøbing Falster.

 

Falster Rundt

Kom hele Falster rundt langs kysterne og oplev fornemme strande, udsøgte udsigter og fantastisk cykelterræn. Med start i Nykøbing Falster går turen først sydover via Væggerløse til Danmarks sydligste punkt i Gedser. Herfra cykles langs vandet hele vejen til Stubbekøbing, men inden da skal man først nappe en dukkert ved stranden i Marielyst og passere øens østligste punkt ved Hesnæs, inden turen går ind over land mod Nørre Alslev. Her er det anbefalelsesværdigt at fravige ruten nogle få kilometer sydover mod Eskildstrup for et besøg i Danmarks eneste krokodille-ZOO, inden turen igen går mod nord til rutens nordligste punkt ved Vålse Vig. Langs Guldborgsunds kyst bugter ruten sig herefter de sidste 25 km tilbage mod Nykøbing Falster, og en god ting ved denne rute er, at hvis man bliver træt af campingpladser, telt eller shelters, så er man aldrig længere væk end maksimalt 30 km fra Falsters eneste Danhostel i Nykøbing Falster.

 

Østersø-stien

Ruten på Lollands sydkyst mellem Nakskov og Nykøbing Falster bugter sig over en strækning på 120 km langs Østersøen og Guldborgsund. Book en overnatning på rutens to Danhostels og oplev en tur, der stort set er fri for bakker. Til gengæld kommer man blandt andet forbi slotte og herregårde, havdiger, skove, enge, moser og masser af smuk kyststrækning samt områder som Kramnitze, Bredfjed og Vindeholme Skov, der er Danmarks største lindeskov. Det er også muligt kun at tilbagelægge en del af strækningen, kaldet Paradisruten, der går fra Nykøbing Falster til området omkring Sandager Havn.

 

Sydhavsruten – Danmarks Nationale Cykelture 8

Denne fantastiske cykeltur strækker sig tværs over Danmark, helt fra Vestjylland til Møn, men den kan sagtens inddeles, så den kun køres på Lolland, Falster og Møn. Sydhavsrutens 360 km starter i Rudbøl i Sydvestjylland og følger den dansk-tyske grænse til Sønderborg og færgebyen Fynshav, hvorfra man sejler til Bøjden på Fyn. Herfra går turen over Fyn, Tåsinge og Langeland til Spodsbjerg og videre med færge til Tårs på Lolland, inden turens sidste del fortsætter over det nordlige Lolland, sydøstlige Falster og hele vejen til Møn, hvor den via en omvej over Møns Klint slutter i Stege.
Vælger man kun at bruge Sydhavsrutens østligste etape, så er startbyerne enten Nakskov med overnatning på Danhostel Nakskov eller Stege, hvor man kan starte med at cykle mod Møns Klint og holde første overnatning på Danhostel Møns Klint. Herfra bugter ruten sig til Bogø, hvorfra støttehjulet sættes ned på færgen til Stubbekøbing. Den Nationale Cykelrute fortsætter langs Falsters østkyst til Marielyst, inden kursen sættes vestover til Nykøbing Falster, hvor en overnatning enten kan tages på Danhostel Nykøbing Falster eller på Danhostel Sakskøbing, idet ruten fortsætter hertil. Fra Sakskøbing fortsættes til Maribo og videre nordover til Bandholm og Kragenæs, inden GPS’en pejler mod sydvest og de sidste 20 km mod endestationen på Danhostel Nakskov.

Her kan du bo: Danhostel Sakskøbing.

 

Derudover har Lolland og Falster et væld af både lokale og regionale cykelture. Også de Nationale Cykelruter nr. 7 og 9 passerer Lolland og Falster, og du kan læse meget mere om cykelferie på Visit Lolland-Falster, hvor du med garanti finder en rute, der passer dig.

Modtag Danhostel nyhedsbrev

Få konkurrencer, eksklusive tilbud, rejseinfo m.m.
Tag på en forunderlig tur under jorden – Mønsted Kalkgruber
| Line Juhl Kronow

Man tror næsten ikke, at det er Danmark, man befinder sig i. Men ikke langt fra Viborg kan du besøge de betagende Mønsted Kalkgruber, som er blevet gjort til en moderne oplevelse med lyd- og lysinstallationer.

Danhostels bestyrelse får to nye kvindelige medlemmer
| Line Juhl Kronow

Da Danhostel afholdte deres ordinære generalforsamling på Danhostel Kalundborg d. 30. april 2019, blev der valgt to nye bestyrelsesmedlemmer. De to er Rikke Hobolt, ejerrepræsentant fra Danhostel Rømø og Kathrine Lind, værtsrepræsentant fra Danhostel Copenhagen Bellahøj.