Danhostel Hirtshals ligger midt i lysets land ved havet

    Journalist Aage Krogsdam

    Det lille hyggelige Danhostel ligger kun 100 meter fra Skagerraks blåhvide bølger

    I et af de store turisthæfter fra Vendsyssel,  kalder man landsdelen for ”Lysets land”. ”Å så er det ikk engang løvn”  som den legendariske historiefortæller fra Vendsyssel Poul Erik Krogen altid sluttede sine historier med. Her i toppen af Danmark er der et helt andet lys end andre steder i Denmark. Det erfarer man ved selvsyn, og på Danhostel Hirtshals, der ligger på Strandvejen kun 100 meter fra stranden, er lyset helt utroligt, en smuk sensommerdag i solskin og med en let brise fra øst. Danhostel Hirtshals er placeret på et af de mest eksklusive steder på Kystvejen, med udsigt over Skagerrak og ned mod havnen i Hirtshals, hvorfra der næsten hver time afgår en stor færge mod enten Norge, Island eller Færøerne. Færgerne forsvinder hurtigt sammen med den hvide kølvandsbølge i horisonten. Den daglige leder og ejer af Danhostel Hirtshals, Conni Eriksen, tager smilende imod mig på den flotte solskinsdag. Sammen med sin mand Jørgen forpagtede de stedet fra Hirtshals Turistforening i 2008 og året efter købte ægteparret stedet, som de nu driver med stor succes. Danhostel Hirtshals hører til et af de mindre i Danmark, men ikke desto mindre til et af de mest eksklusive hvad beliggenhed angår. Der er seks værelser med bad og toilet og de resterende 11 med bad og toilet på gangen. I alt med 79 senge.

    Lille intimt Danhostel

    ”Vi er ikke kede af at vi er et lille Danhostel, det betyder at vi er her hele tiden (lejlighed på 1. sal) og det betyder, at vi døgnet rundt kan servicere gæsterne og løse problemer, hvis der opstår et sådant” fortæller Conni Eriksen.

    Danhostel Hirtshals har mange forskellige typer gæster. Især har man mange engangs overnatninger af turister fra Holland, Tyskland, Norge og Sverige.
    ”For hollænderne og tyskernes vedkommende er det gæster, som har en fjeldhytte i Norge og de benytter os på vejen ud og hjem” fortæller Conni.                                          
    Men også en del danske håndværkere, som arbejder på havnen i Hirtshals, bor på Danhostel.  Dertil kommer lejrskoler forår- og efterår. Endvidere mindre sportsgrupper, som deltager i forskellige sportsarrangementer enten i Hirtshals eller Hjørring.                                                                                                     
    ”Da vi ikke har så mange værelser består vores lejrskoler typisk af to klasser, så kan alle være her omkring 60 ad gangen”.
    Lejrskolerne benytter Hirtshals til et besøg som led i deres undervisning på Nordsøen Oceanarium  med Nordeuropas største akvarium, som blev bygget for nogle få år siden. Hirtshals er ligeledes et godt udgangspunkt for dagsture til Børglum Kloster, Tversted Plantage, Ørnereservatet, Råbjerg mile og Skagen med alle byens seværdigheder. Almindelige sommergæster bestående af familier kommer også forbi Danhostel Hirtshals og bliver der nogle dage, tager på udflugter rundt i omegnen til de mange seværdigheder eller også nyder de den skønne hvide badestrand lige neden for Danhostel Hirtshals.

    Der er også mulighed for at tage til Lønstrup Klit, Løkken og ikke mindst de forskellige bunkers fra 2. verdenskrig, som også er spændende besøgs mål.
    ”Vi har mange gengangere af både lejrskoler, men også børnefamilier, som kommer igen og igen for at opleve de mange ting, de kan foretage sig her i landsdelen. Vi har et samarbejde med den nærliggende campingplads og vi samarbejder også med turistforeningen om forskellige aktiviteter” fortæller Conni Eriksen.

    Byens ”forsamlingshus”

    Ud over de overnattende gæster tilbyder Danhostel Hirtshals også familiefester i vandrerhjemmets store stue med udsigt over Skagerrak, der kan bespises op til 80-90 deltagere. Festerne kan være alt fra fødselsdage, bryllupper, sølv- og guldbryllupper til begravelser. Conni står selv, sammen med personale og indkaldt hjælp, for madlavning og servering. Hendes mad har et god ry i Hirtshals og ikke uden grund. Hun er uddannet køkkenassistent og har altid interesseret sig for madlavning, så det nyder alle gæsterne godt af, når de besøger Danhostel Hirtshals. Også Ældresagen og Lions benytter Danhostel Hirtshals som deres regelmæssige mødested. På den måde fungerer vandrerhjemmet faktisk som byens forsamlingshus, hvor der er åbent hele året. Udover at bespise de mange gæster tilbyder Conni også at levere mad ud af huset til private fester, og det er også blevet en del af tilbudspakkerne fra Danhostel Hirtshals.                                  
    Blandt de lidt anderledes gæster er Kristiansand Cykelklub, som hvert år besøger Hirtshals. Cykelklubbens medlemmer kommer for at bade og få en dejlig middag, inden de sejler tilbage til Norge.
    ”Vi er meget glade for at arbejde og drive stedet her. Det er en livsstil, som vi ikke kan undvære, og vi glæder os hver dag til at betjene vore gæster til deres fulde tilfredshed” slutter Conni Eriksen.

    Du skal acceptere marketing cookies for at se og tilføje kommentarer.

    Modtag Danhostel nyhedsbrev

    Få konkurrencer, eksklusive tilbud, rejseinfo m.m.
    Nyt Danhostel åbner i Aalborg
    Cecilie Karlsson

    Velkommen til Danhostel Aalborg, som kan bookes allerede nu

    Årets Vært 2023 John Haurits
    Anette Brylov Hansen

    På Danhostels netop afholdte landsmøde i København, blev John Haurits fra Danhostel Svendborg således kåret som årets vært. Det blev han bl.a. for at give sine gæster mulighed for motion, hygge og andet socialt hvad enten det gælder en lejrskole et familietræf eller et hold kursister.